• Business-overblik: Carlsbergs russiske direktør stoppet i hemmelighed

    Source: BDK Finans / 10 Nov 2023 09:59:37   America/New_York

    God eftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update. I dag skal det blandt andet handle om Danish Crown og Novo Nordisk. Men først til ny udvikling i Carlsbergs russiske bryggeri. 1. Carlsbergs russiske chef er pludselig væk Han var i mange år Carlsbergs betroede chef for den store russiske forretning Baltika. Men i dag er Denis Sjerstennikov ikke længere en del af virksomheden, uden at det på noget tidspunkt er blevet meldt ud. Det skriver Financial Times i en længere gennemgang af, hvordan Carlsberg mistede kontrollen med den russiske forretning. Sjerstennikov havde forskellige roller i Carlsbergs russiske forretning, inden han godt et år før Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 blev gjort til øverste chef for Baltika. Krigen førte til Carlsbergs beslutning om at forlade Rusland, en proces som de russiske myndigheder siden har sat en stopper for. I begyndelsen forsatte Sjerstennikov som chef, men i sommer fik Baltika ny direktør. Hans navn er Tajmuraz Bollojev og var for godt to årtier siden direktør for Baltika, men han er også kendt for at være tæt på Putin. 2. Danmarks største grisebonde: Danish Crown skal have tung formand udefra Det har været et forfærdeligt år for Danish Crown, og nu er selskabets formand gennem 12 år, Erik Bredholt, stoppet med øjeblikkelig virkning. Den største griselandmand herhjemme, Martin Lund Madsen, mener, at Danish Crown bør gå efter en formand fra toppen af erhvervslivet. Det skriver Børsen. »Vi skal gå efter at få en af de helt tunge erhvervsmænd eller -kvinder til at sidde for bordenden. Jeg tror, at Danish Crown, som jo er en spændende worldwide-butik, kan tiltrække en rigtig tung person til sammen med en ny bestyrelse at give den rigtige sparring til topchefen,« siger Martin Lund Madsen, der leverer 400.000 slagtegrise til Danish Crown årligt. Danish Crown skal i en stor plan spare 1,5 milliarder kroner. Danmarks altdominerende slagteriselskab har i år fyret mere end 1.000 medarbejdere og lukket et slagteri i Sæby. 3: Novo Nordisk: Kæmpeinvestering kan mætte svulmende fedmemarked Den danske medicinalkoncern Novo Nordisk vil bruge 42 milliarder kroner på en ny fabrik i Kalundborg. Investeringen vil kunne sikre nok forsyninger til at mætte det potentielt 100 milliarder dollar store marked for GLP-1-midler. Det skriver Finans. GLP-1 kom først på markedet som et middel til behandling af diabetes. Men det viste sig, at der var betydelige tegn på, at det også kunne give vægttab, og det førte siden til udviklingen af fedmeproduktet Wegovy, som har sendt Novo Nordisks markedsværdi op over 3.000 milliarder kroner og gjort virksomheden til Europa mest værdifulde selskab. »Markedet er stort og uforudsigeligt, og derfor prøver vi også at lave noget stort,« siger Michael Hallgren, der har ansvaret for Kalundborg-produktionen. Novo Nordisk forventer årligt at bruge mere end ti procent af sin omsætning, der ifølge Novo Nordisks egne forventninger når 230 milliarder kroner i 2023, på anlægsinvesteringer. Tre uundværlige fra Berlingske Business Novo Nordisks milliardudvidelse i Kalundborg kræver nye løsninger – indsætter shuttlebusser Med den hidtil største investering, der er set i europæisk medicinalindustri, vil Novo Nordisk udvide produktionen af sine populære diabetes- og vægttabsmediciner markant i Kalundborg. For at få tilstrækkeligt med medarbejdere til byen griber virksomheden til utraditionelle løsninger. Læs mere her. Norsk inflation banker i vejret. Ny renteforhøjelse venter Mens forbrugerpriserne i Danmark samlet set ikke er steget det seneste år, ser det helt anderledes ud i Norge. Inflationen tog et overraskende hop i oktober. Det har ikke kun betydning for renten her og nu. Der er sorte inflationsskyer over næste år også. Læs mere her. »Der er ingen grænser for dumhed«: Dansk gigant risikerer at slå sig på kontroversiel milliardinvestering i Saudi-Arabien DSVs nye milliardinvestering i Saudi-Arabien er risikabel og sætter selskabets omdømme på spil. Det vurderer to eksperter efter beretninger om brudte menneskerettigheder, tvangsforflyttelser og dødsstraf i landet. Læs mere her. Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-overblik-carlsbergs-russiske-direktoer-stoppet-i-hemmelighed
Share on,